Claus Ebberfeld er ny Customer Relations Director

Positiv udvikling, løbende professionalisering og øgede ambitioner fører til udvidelse af organisationen.

Som et led i udvidelsen af aktiviteterne har Selected Car Investment per den 1. marts ansat Claus Ebberfeld i en nyoprettet stilling som Customer Relations Director. I samarbejde med direktør Ulrik Larsen og ejer Torben Østergaard Nielsen får han ansvaret for rådgivning og salg til kunder i Danmark og udlandet.

Derudover indebærer stillingen også en udfordrende opgave med yderligere at udvikle og markedsføre virksomheden og dens ydelser og forretningsområder indenfor investerings- og klassiske biler.

De opgaver går Claus Ebberfeld nu til med stor begejstring: Han er uddannet økonom og analytiker, men har specialiseret sig i bilbranchen med fokus på klassiske og specialbiler samt motorsport. Senest som ansvarlig for Public Relations og markedsføring i MY GARAGE i Vejle og Classic Race Aarhus og som flittig kommentator på de danske racerbaner. Han er mest kendt i danske bilentusiastkredse for sine skriverier om klassiske biler og youngtimers, ikke mindst baseret på erfaringer med sine egne biler.